Microsoft præsenterer en ny Surface: Surface 3

Surface 3

Ultralet, lang batterilevetid og så skal den heller ikke fylde for meget i tasken. Dette står højt på ønskesedlen, når mange af os køber en ny laptop. Og nu får brugerne endnu et spændende alternativ med Surface 3 fra Microsoft – en ny Surface i et mere kompakt design og i en mere prisvenlig kategori.

Surface 3 er, ligesom de øvrige medlemmer i Surface-familien, en laptop og tablet i én, der er skabt med samme innovative design og høje kvalitet, som vi kender fra Surface Pro 3 – bare i en slankere, lettere og mere prisvenlig udgave. Surface 3 kører de fulde versioner af Windows og Office, så brugerne kan køre deres fulde desktop-programmer og dermed foretage alle dagligdagens opgaver – og samtidig lade sig underholde med apps fra Windows Store.

”Surface 3 den mest mobile Surface til dato, og den henvender sig til brugere, som vil have de bedste forudsætninger for at være produktiv i løbet af dagen, og som typisk er meget på farten”, fortæller Martin Thorning Hansen, divisionschef for Windows og Surface i Microsoft Danmark. ”Vores brugere har været meget begejstrede for Surface Pro 3, men hvor Surface Pro 3 typisk henvender sig til de mere krævende og avancerede brugere, så er Surface 3 for alle – ikke mindst fordi, at den rent prismæssigt ligger i et leje, som appellerer bredt.”

Alt det bedste fra Surface i et nyt format
Surface 3 er bygget på den nye quad-core Intel® Atom™ x7 processor, og balancerer dermed effektivitet og ydeevne i en ultramobil enhed, der lader brugeren være produktiv på farten med en batterilevetid på op til 10 timers videoafspilning. Surface 3 er designet med en 10,8” ClearType HD-skærm i 3:2-format og stereohøjttalere med Dolby® Audio-forbedret lydkvalitet, og er udformet i samme hårdføre magnesiumdesign, som vi kender fra Surface Pro 3. Den nye Surface har også den karakteristiske kickstand, der med Surface 3 tilbyder tre indstillinger.

Med Surface 3 præsenterer Microsoft også en ny serie af tilbehør, som inkluderer Type Cover i en række nye farver med en forbedret trackpad, Surface Pen, som ligeledes introduceres i nye farver, der matcher de nye Type Covers – samt en ny dockingstation, der er optimeret til Surface 3’s nye format. Ligesom den øvrige Surface-familie er der masser af muligheder for at forbinde eksterne enheder til Surface 3 via USB 3.0-port, Mini DisplayPort og MicroSD-kortlæser – og så har Surface 3 fået en ny port til opladning, som nu sker via Micro USB. Her kan du læse mere om specifikationerne for Surface 3 og tilbehør.

Klar til Windows 10
Surface 3 leveres med Windows 8.1 og kan opgraderes til Windows 10, når denne bliver lanceret senere på året. Surface 3 leveres også med et års abonnement på Office 365 Personal, som inkluderer Outlook, Word, Excel, PowerPoint, OneNote og storage i OneDrive.

Priser og tilgængelighed
Surface 3 lander i de danske butikker d. 7. maj 2015 – men kan forudbestilles allerede fra d. 1. april 2015. Surface 3 forhandles via Microsoft Store og i udvalgte butikker landet over, herunder hos ComputerCity, Elgiganten, Expert, FONA og Wupti. Vejledende udsalgspriser er:

Surface 3, 64 GB / 2 GB RAM: 4.699,- kroner
Surface 3, 128 GB / 4 GB RAM: 5.599,- kroner
Type Cover, introduceres i Danmark i sort, mørkerød og lyseblå: 1.169,- kroner
Surface Pen: 399,- kroner Dockingstation: 1.799,- kroner

Surface 3 bliver også introduceret i versioner med Windows 8.1 Pro, som er målrettet erhvervslivet. Surface 3 bliver desuden introduceret i en 4G LTE-version på udvalgte markeder, dog ikke i Danmark. Læs mere om Surface 3 på Surface.com. Billeder og andre pressematerialer findes på Microsoft News Center.

For yderligere information, kontakt PR Manager Katrine Prien på [email protected] eller 51 57 80 33.

Om Microsoft
Microsoft (Nasdaq “MSFT”), der blev grundlagt i 1975, er ledende inden for software, serviceydelser og løsninger, som gør det muligt for brugerne og virksomhederne at udnytte deres fulde potentiale.

Måske også noget for dig