Ny app guider flygtninge igennem asylsystemet

dsc_0594-2

I dag lanceres en ny smartphone-app, ASYLUMDK, der med billeder og tekst guider flygtninge igennem den danske asylproces og tilbyder svar og gode råd undervejs. Udover sprogbarrierer kan det være svært at gennemskue den danske lovgivning og få overblik over ens pligter og rettigheder i asylprocessen, derfor er ASYLUMDK et unikt værktøj.   

Dansk Flygtningehjælp er igennem deres rådgivningstilbud i kontakt med mange af de flygtninge, der er ankommet til Danmark i løbet af de seneste år. En undersøgelse foretaget af Dansk Flygtningehjælp viser, at mange flygtninge har svært ved at danne sig et overblik over forløbet i asylprocessen og de juridiske regler. Appen ASYLUMDK er derfor målrettet den brede gruppe af asylansøgere i Danmark og har til formål at give svar på nogle af de mange spørgsmål, der kan opstå, når man skal igennem den danske asylproces. Med ASYLUMDK bliver asylansøgere guidet igennem de forskellige faser af den danske asylproces via billeder og tekst, får gode råd undervejs samt vigtig viden om sagsbehandlingen.

”Denne app er et godt supplement til vores rådgivningstilbud og giver os mulighed for at hjælpe nogle af de mest sårbare asylansøgere, som vi ved af erfaring, er svære at nå ud til. Vi håber, at ASYLUMDK vil hjælpe asylansøgere med at føle sig tilstrækkelig informeret og mindre utrygge, når de skal igennem asylsagsprocessen”, siger Signe Søndergaard, rådgiver fra Dansk Flygtningehjælp.

Selvom mange får hjælp via rådgivningstilbud, er der ikke ressourcer til at nå de mest sårbare asylansøgere, der ofte har svært ved at opsøge tilbud om rådgivning. ASYLUMDK vil hjælpe med at gøre vejledning tilgængelig, selv for disse grupper. Derudover vil de visuelle illustrationer i appen bidrage til at formidle kompliceret information på en let tilgængelig måde.

Dansk Flygtningehjælp gør et stort arbejde med at hjælpe de flygtninge, der kommer til Danmark, men når man ankommer til et nyt land, kan det være svært at få overblik over ens pligter og regler. Her kan teknologien bidrage ved at visualisere forløbet og reducere misforståelser. ASYLUMDK er tilgængelig på alle platforme, så mange får gavn af den”, siger Anders Thomsen, leder af Strategi og Politik i Microsoft Danmark.

Appen er udviklet under en kode-camp afholdt hos Microsoft Danmark. Arbejdet blev ledet af it-udviklere fra Bluefragments i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp. Derefter blev den kvalitetstestet af flere flygtninge.

”I udviklingen af ASYLUMDK har vi fokuseret på at skabe en app, der på den hurtigste og mest kosteffektive måde kunne lanceres til Android, iOS og Windows samtidig, så flest muligt får gavn af den. Derfor er den bygget på Xamarin med Azure som den bagvedliggende platform. På den måde kan vi hurtigt og fleksibelt tilpasse indholdet i appen”, siger Jon Bille, direktør i Bluefragments.

I foråret 2010 fik Dansk Flygtningehjælp gennemført en større, kvalitativ undersøgelse af asylansøgeres behov for juridisk rådgivning og information. Undersøgelsen viste, at asylansøgere i Danmark generelt har et begrænset kendskab til centrale forhold i dansk og international asyllovgivning. ASYLUMDK er derfor et vigtigt værktøj til at formidle denne information på let tilgængelig vis.

Appen er doneret af Microsoft Danmark til Dansk Flygtningehjælp og er nu tilgængelig via Android, iOS og Windows 10.

For pressehenvendelser, kontakt Helle Rosendahl, Communication Manager i Microsoft Danmark på email [email protected] eller mobil 2240 9540.

Måske også noget for dig