KMD og Microsoft lancerer dansk cloud til det offentlige

Trods stor interesse er udbredelsen af cloud computing i det offentlige fortsat lav. Indtil nu har cloud computing nemlig ikke været en oplagt mulighed for det offentlige, da sikringen af personfølsomme data gør, at myndigheder og andre ikke uden videre kan lægge oplysninger uden for landets grænser. Et helt nyt strategisk samarbejde mellem KMD og Microsoft løser nu den udfordring. De to førende it-virksomheder bygger nu sammen den ”danske sky”, der tilbyder offentlige såvel som private kunder fordelene ved cloud computing.

“Cloud computing er en fleksibel og omkostningseffektiv måde at få leveret it-services på. Vi har dog særligt inden for det offentlige set, at de globale cloud tilbud ikke lever op til reglerne om beskyttelse af personfølsomme data. Med vores nye cloud-initiativ kan eksempelvis en kommune fremover nyde godt af fordelene ved cloud computing og samtidig være sikker på, at data ligger på en server i Danmark inden for gældende regler”, forklarer Lars Monrad-Gylling, administrerende direktør i KMD.

Skræddersyede cloudløsninger til det offentlige

Samarbejdet mellem KMD og Microsoft kombinerer de to virksomheders viden om offentlige og private forretningsbehov, ledende teknologi fra Microsoft og KMD’s mangeårige erfaringer som et af landets største og førende it-driftshuse.

“Vi har foretaget store investeringer i udviklingen af cloud-teknologier, og de investeringer kan den offentlige sektor nu drage fordel af. Det vil skabe højere produktivitet og give større fleksibilitet, sikkerhed og stabilitet. Vores strategi er at møde kunderne, hvor de er. Det vil sige, at, vi tilbyder cloud-løsninger på alle hylder; public cloud i vores datacenter i Dublin, gennem private cloud hos kunden selv, hybrider mellem de to – og altså nu også gennem den nye model med KMD, som er en dansk cloud. Aftalen er blandt de første af sin slags på verdensplan”, fortæller Jørgen Bardenfleth, administrerende direktør for Microsoft Danmark.

En samlet Microsoft og KMD platform har til formål at drive omkostningerne på it ned og via KMD’s velkendte, stabile driftsmodel give kunderne adgang til at bruge velkendt Microsoft-teknologi leveret via de efterspurgte cloud servicemodeller.

Samarbejdet vil på den korte bane resultere i lanceringen af standardiserede løsninger inden for IAAS (Infrastructure as a Service), PAAS (Platform as a Service) og SAAS (Software as a Service) baseret på Microsofts cloud-teknologi. Samarbejdets sigte er dog også at udvikle innovative, skræddersyede løsninger til det offentlige segment i Danmark.

Vi ser i det nye samarbejde en unik mulighed for markant at rykke den offentlige sektors brug af cloud computing. Et spændende perspektiv er integrationen mellem forskellige fagsystemer, SAP-løsninger og velkendte kontorsoftware- og unified communication-løsninger fra Microsoft. Applikationer, som bredt anvendes af KMD’s kunder, og hvor det nye samarbejde giver et betydeligt potentiale for at løfte den værdi, der er allerede er i dag,” siger Lars Monrad-Gylling.

De første cloud baserede ydelser fra den nye danske sky forventes i markedet i starten af det nye år.

Om cloud computing

Hvad er de største fordele for kunderne?

En samlet Microsoft og KMD platform har til formål at forbedre administration, produktivitet, sikkerhed og stabilitet, fleksibilitet og samtidig drive omkostningerne på it ned.

  • Nemmere administration: Hvor traditionelle it-løsninger afvikles fra en større eller mindre serverpark hos kunden selv, udbyder KMD nu Microsoft’s løsninger i en model, hvor kunden populært sagt får it-services leveret på samme måde som strøm i stikket. Der er derfor heller intet vedligeholdesarbejde, da alt drives hos KMD.
  • Højere produktivitet: Med cloud sikrer organisationen, at medarbejderne altid er på den nyeste version af softwaren, at it-services altid er tilgængelig og at der hurtigt kan tilføjes nye applikationer og funktioner helt ud til den enkelte bruger. Cloud tilbydes endvidere til billigere priser end traditionelle softwareløsninger, hvorfor det er økonomisk rentabelt at give flere medarbejdere adgang til produktivitetsskabende services.
  • Højere sikkerhed og stabilitet: KMD har årelang erfaring og ekspertise i at drive datacentre med stor stabilitet og sikkerhed. Mange offentlige og private organisationer har udfordringer med at skabe tilstrækkelig sikkerhed og eksempelvis leve op til diverse ISO-krav for sikkerhed.
  • Afregning efter forbrug: Kunder betaler udelukkende for, hvad de forbruger og slipper samtidig for store initial investeringer i hardware samt løbende omkostninger ved vedligeholdelse og drift. Udgiften fra it flyttes samtidig fra kapitaludgifter til driftskontoen, hvilket for mange er en fordel regnskabsmæssigt.
  • Større fleksibilitet: Ved tradionelle it-løsninger skal man ofte investere i ny hardware, hvis man skal have yderligere brugere tilknyttet eller levere nye services til eksisterende brugere. Med cloud-modellen kan man direkte tilføje brugere, der herefter umiddelbart har adgang til nye tjenester.

Om KMD

KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD’s forretning udspringer af egen softwareudvikling. I knap 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervsmarkedet i Danmark. KMD har en årlig omsætning på omkring fire milliarder danske kroner og har mere end 3.000 ansatte. KMD er ejet af EQT og ATP.

Om Microsoft

Microsoft (Nasdaq “MSFT”), der blev grundlagt i 1975, er verdens førende virksomhed inden for software, serviceydelser og løsninger, som gør det muligt for brugerne og virksomhederne at udnytte deres fulde potentiale.

Kontaktinformation:

KMD, pressechef Christoffer Hellmann, [email protected], telefon 44 60 18 09, mobil 25 29 17 84

Microsoft Danmark, pressechef Anders Adelhorst, [email protected], telefon 51 57 80 48

Tags:

Måske også noget for dig