Niels Soelberg ny administrerende direktør i Microsoft Danmark

Niels Soelberg er i dag blevet udnævnt som administrerende direktør i Microsoft Danmark. Niels startede i Microsoft i 2001 som leder af Service og Support-afdelingen i Nordeuropa. I 2004 blev han udnævnt til Senior Director for Salg i Enterprise & Partner Group (EPG), Vesteuropa. Tre år senere i juli 2007 tog Niels næste skridt og blev General Manager for Microsoft Public Sector ligeledes i Vesteuropa. De sidste tre år har han arbejdet som Vice President, Public Sector Sales i EMEA. Niels har over 25 års erfaring i it-branchen, hvor han tidligere har arbejdet for HP i EMEA, AT Kearny EDS i Norden samt EDS International.

”Jeg ser meget frem til jobbet som administrerende direktør i Microsoft Danmark. Jeg glæder mig især til at arbejde med et så stærkt team af dygtige og engagerede kollegaer. Jeg har den største respekt for Jørgen og er på både virksomhedens og egne vegne meget glade for, at vi beholder hans evner, ekspertise og passion i Microsoft. Vi står foran et af de mest spændende år i Microsofts historie med mange nye produkter og løsninger på vej. Jeg ser frem til sammen med teamet at bringe de mange fordele ved vores produkter til vores partnere, danske virksomheder, den offentlige sektor og forbrugerne,” siger Niels Soelberg.

Eric Boustouller, chef for Microsoft i Vesteuropa, udtaler:

“Microsoft Danmark har konstant været blandt de bedst performende i Microsoft, og jeg er overbevist om, at Niels vil bygge videre på den succes. Niels er en af vores stærkeste ledere, og han vil uden tvivl skabe stor værdi hos de danske virksomheder og forbrugere ved at hjælpe dem at få det maksimale udbytte af vores teknologi både professionelt og privat.”

Den tidligere administrerende direktør, Jørgen Bardenfleth, starter nyt job i Microsoft International som Senior Director for Strategic Projects. Microsoft International dækker hele verden undtagen USA og Canada. Her vil han fokusere på udvikling og implementering af strategier og tiltag, der skal skabe endnu større vækst for virksomheden. Jørgen har været administrerende direktør i Microsoft Danmark siden 2004 og under hans ledelse er Microsoft Danmark flere gange blevet kåret til at være blandt Danmarks bedste arbejdspladser.

”Det har været en glæde og fornøjelse at være administrerende direktør i Microsoft Danmark de sidste otte år. Jeg har glædet mig til at tage på arbejde hver dag og har arbejdet med en fantastisk gruppe mennesker. Fremtiden i Microsoft har aldrig været så spændende som nu. Jeg glæder mig meget til at udnytte det, jeg har lært i Danmark, på tværs af mange lande,” siger Jørgen Bardenfleth.

Niels Soelberg overtager med øjeblikkelig virkning posten som administrerende direktør. En af de første aktiviteter i hans nye job bliver som deltager i den danske delegation ved Microsofts Worldwide Partner Conference (WPC) i Montreal i næste uge.

Vedhæftet er Niels Soelbergs billede og CV.

For yderligere information, kontakt:

Anders Adelhorst, kommunikationsdirektør, Microsoft Danmark

Telefon: 51 57 80 84, e-mail: [email protected]

Om Microsoft

Microsoft (Nasdaq “MSFT”), der blev grundlagt i 1975, er ledende inden for software, serviceydelser og løsninger, som gør det muligt for brugerne og virksomhederne at udnytte deres fulde potentiale.

Måske også noget for dig