Microsoft og KMD i udvidet samarbejde om it-løsninger til det offentlige

Danske myndigheder er under hårdt pres for at levere bedre offentlige services, uden at det medfører stigninger i de offentlige budgetter, herunder it-budgetterne.

Flere myndigheder forudser, og enkelte oplever allerede, at efterspørgslen på cloud-baserede løsninger i stigende grad kommer fra økonomiafdelingen, viser en undersøgelse fra Center for Digital Forvaltning (CEDI). Det skyldes, at der er et stort økonomisk potentiale ved at flytte driften i skyen sammenlignet med myndighedens nuværende omkostninger ved egen drift at it. En rapport fra Copenhagen Economics, der viser, at det offentlige kan spare 3,4 mia. kr. årligt ved at benytte cloud-løsninger, bekræfter dette potentiale.

Derfor har Microsoft og KMD indgået et udvidet samarbejde, der skal sikre, at offentlige organisationer får endnu flere valgmuligheder for at opnå besparelser og skabe bedre services gennem ny teknologi. Cloud-computing er etableret i private organisationer, og flere kommuner og myndigheder drager allerede fordel af mulighederne. Men potentialet er fortsat enormt. Som led i det udvidede samarbejde vil KMD fremover udbyde den fulde pallette af Microsofts cloud-løsninger. Offentlige organisationer og myndigheder samt private virksomheder får dermed adgang til KMD’s private cloud-løsninger, som er hosted i Danmark, kombineret med Microsofts public Azure cloud.

Det er første gang at Microsoft i fællesskab med en partner tilbyder denne type hybride og fuldt outsourcede cloud-services til den offentlige sektor.

Stigende efterspørgsel på hybride cloud-løsninger

”Samarbejdet giver offentlige organisationer endnu flere valgmuligheder for, hvordan de vil drive deres it-infrastruktur og -services. Det betyder, at de får adgang til de samme fordele ved cloud-computing, som mange private virksomheder i dag høster bl.a. i form af driftsbesparelser og øget innovation. Der er et stort potentiale ved at flytte mere af it-driften i skyen, og med samarbejdet skaber vi grundlag for, at det kan ske i det tempo og på de vilkår, som passer bedst til den enkelte organisation”, siger Claus Jul Christiansen, direktør i Microsofts afdeling for salg til offentlige kunder.

Hos KMD ser man det udvidede samarbejde som et naturligt næste skridt efter en årrække at have arbejdet tæt sammen med Microsoft om at tilbyde private cloud-services til det danske marked.

”Vi har store forventninger til de nye muligheder. KMD oplever en stigende efterspørgsel efter hybride-cloud løsninger, hvor nogle data ligger i Danmark og andre ligger i en større sky uden for landets grænser. Med det nye samarbejde kan vi bygge bro mellem de forskellige modeller”, fortæller Lars Monrad-Gylling, adm. direktør hos KMD.

KMD bliver med det udvidede samarbejde den første danske it-virksomhed, der kan tilbyde en komplet cloud-løsning på standardiserede services – både infrastruktur (IaaS), platform (PaaS) og software (SaaS) – baseret på Microsofts cloud-tjeneste Azure.

Det handler om at finde den rette balance
KMD peger på, at cloud-services skal være til at gå til, så kunderne ikke behøver at analysere og gå i detaljer med regler for sikkerhed, logning mv.

”Hos både private såvel som offentlige kunder vil man naturligvis gerne hente de effektviseringer, der ligger i at benytte cloud. Men det kan både teknisk og lovgivningsmæssigt være svært at gå til. Derfor ser vi det som en god mulighed for vores kunder, at vi nu kan hjælpe dem med at skabe den helt rigtige balance mellem de forskellige cloud-muligheder og oveni lægge de services, som de ønsker, eksempelvis øget overvågning, back-up mv.”, siger Lars Monrad-Gylling.

SKI-udbud venter i det nye år
SKI barsler med et genudbud af rammeaftalen for it-drift i det offentlige – en rammeaftale, som i dag omfatter brugen af private cloud og som altså forventes at åbne op for public cloud i det nye år. Den nye rammeaftale skal imødekomme de offentlige it-chefers efterspørgsel på mere fleksible cloud-løsninger – og med Microsofts og KMD’s udvidede samarbejde, står KMD klar med de efterspurgte løsninger som den første udbyder i Danmark.

Pressekontakter:
Jakob Højbjerg Andersen, PR Manager, Microsoft Danmark ([email protected] / 51 57 83 17)

Christoffer Hellman, pressechef, KMD ([email protected] / 25 29 17 84)

Om Microsoft
Microsoft (Nasdaq “MSFT”), der blev grundlagt i 1975, er ledende inden for software, serviceydelser og løsninger, som gør det muligt for brugerne og virksomhederne at udnytte deres fulde potentiale.

Om KMD
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD’s forretning udspringer af egen softwareudvikling. I 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. KMD koncernen har en årlig omsætning på mere end fire milliarder danske kroner og har mere end 3.000 ansatte. Læs mere på www.kmd.dk.

Måske også noget for dig