Gymnasielærer fra Nyborg udfordrer Microsoft

Matematiklæreren Mikael Samsøe Sørensen var ikke tilfreds med de eksisterende løsninger, han brugte til sin matematikundervisning på computeren. Derfor satte han sig ned og programmerede en ny version, som opgraderede Microsoft Word. Nu er programmet downloaded af 1 million, og Microsoft støtter op om projektet.

Mange genkender nok fornemmelsen af, at teknologien driller, og at man ikke kan løse opgaven, men har brug for mere avanceret teknologi. For de fleste stopper det der.

Men for matematiklæreren Mikael Samsøe Sørensen, 42, fra Nyborg var irritationen bare begynd­elsen. Hans elever brugte Word i matematikundervisningen, men det var meget begrænset, hvor komplekse ligninger de kunne løse. Og eleverne brugte for stor en del af undervisningstiden på at lære programmeringskoder til deres matematikprogram. Visionen var derfor et mere brugervenligt program, der kunne løse mere kompleks matematik.

Helt konkret er det særlige ved WordMat, som programmet hedder, at det giver mulighed for at løse mere komplicerede ligninger i Word og nemt kan tilknytte tekst, forklaringer og billeder, så det hele kan samles i ét dokument.

Et bedre matematikprogram til Word

”Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne udvikle noget, der var bedre, når jeg nu kunne,” siger Michael Samsøe Sørensen.

Mikael Samsøe Sørensen har læst fysik og matematik på universitetet og fik sin første computer som 10-årig, så det var ikke fremmed for ham at kaste sig over.

”Eleverne bruger Word i alle andre fag, så det giver ikke mening at skulle begynde forfra i mine timer på et matematikprogram, som de så aldrig skal bruge igen. Nu bliver vi i Word, og det fungerer rigtig godt, fordi deres skriftlige afleveringer skrives i Word,” siger Mikael Samsøe Sørensen.

1 million downloads af programmet

Programmet er blevet downloadet omkring en million gange. Omtrent 90 procent af de downloads er opnået i Danmark. Men potentialet for det såkaldte add-on til Word er langt større.

”Vi håber på, at det her bare er begyndelsen,” siger salgschef for uddannelsessektoren, Julich Wiberg fra Microsoft, der gerne vil promovere programmet i flere lande. Han er begejstret for Mikael Samsøe Sørensens program, og derfor har Microsoft også hjulpet med rådgivning undervejs. Samtidig kommer der nu en ny version til Mac-computere, hvilket også har været efterspurgt fra flere elever, der anvender Mac computere i deres undervisning. I den forbindelse er programmet også blev fuldt oversat til engelsk.

”Det, Mikael Samsøe Sørensen har gjort, matcher faktisk vores målsætning om at understøtte personer og virksomheder til at bygge løsninger på vores teknologi. Der er mange andre partnere, som laver løsninger, der fx kan måle CO2 i klasseværelserne, fraværsapplikationer etc.,” forklarer Julich Wiberg.

”Jeg havde ikke forventet, at så mange elever ville få glæde af mit WordMat add-on til matematikundervisning og ville have så stor gavn af det. Det er jeg lidt stolt af,” siger Mikael Samsøe Sørensen.

Mikael Samsøe Sørensens hjemmeside: www.eduap.com

Måske også noget for dig