Tilgængelighed kan blive vækstmotor for Danmark – og gavne 1,2 mio. borgere direkte

Tilgængelighed via digitalisering er kommet højt på dagsordenen med vedtagelsen af EN301 549 direktivet i Europa-Parlamentet. Derfor har vi i dag inviteret til seminar for at diskutere, hvordan vi sikrer, at Danmark fortsat er et digitalt foregangsland med afsæt i fremtidssikrede teknologiske løsninger.

Hos Microsoft Danmark vil vi gerne sætte fokus på, hvordan Danmark sætter en ambitiøs dagsorden på tilgængelighedsområdet. Derfor afholder vi i dag et seminar med titlen ”Tilgængelig for alle gennem digitale løsninger” i samarbejdet med CEDI. Michael Karvø, CEDI, Morten Løkkegaard, der er Europa-Parlamentets ordfører på tilgængelighedsdirektivet samt Ole Kjeldsen, teknologi- og sikkerhedsdirektør hos Microsoft Danmark og Ask Abildgaard fra Danske Handicaporganisationer vil give deres input til debatten og være med til at diskutere, hvordan vi benytter muligheden for at få et forspring inden for implementering af tilgængelige løsninger til digital selvbetjening.

Europa-Parlamentet har vedtaget direktivet om ”Tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobilapplikationer”. Det betyder, at medlemslandene skal anvende den samme standard, den såkaldte EN 301 549-standard, på tilgængelighedsområdet.

Tilgængelighed er nødvendigt for personer med handicap, men godt for alle

Det formodes, at op mod 1,2 mio. danskere kan drage fordel af indførelsen af standarden, der spænder over en bred målgruppe: Borgere med handicap, ikke-vestlige indvandrere uden for arbejdsmarkedet, ordblinde, ældre der modtager velfærdsydelser, samt alvorligt synshæmmede. I Danmark forventes initiativet at gavne 1,2 mio. borgere, mens op mod 120 mio. borgere ventes at få gavn af indførelsen på tværs af EU.

Standarden gør det muligt at inkludere flere grupper. Det kan betyde, at de får en uddannelse og senere beskæftigelse og kan give dem bedre mulighed for at deltage i samfundet og gøre dem mere selvhjulpne. Det vil ikke alene føre til besparelser, men kan også bane vejen for en eksportindustri, som vi har set det med høreapparater og vindmøller. Det kan blive en vækstmotor for Danmark, og det er til gavn for alle”, siger Ole Kjeldsen, teknologi- og sikkerhedsdirektør i Microsoft Danmark.

En af de umiddelbare gevinster er, at det vil forbedre vilkårene for mange danskere, der oplever tilgængelighedsudfordringer, når de skal gøre brug af den offentlige sektors digitale løsninger og tilbud. Med den rette teknologi kan mange mennesker med funktionsnedsættelse hjælpes i gang med uddannelse og beskæftigelse. Samtidig kan teknologi hjælpe de mange mennesker, der måske ikke har en diagnose til at blive mere selvhjulpne – unge som gamle. Tilgængelighed er med andre ord meget bredt.

Danmark kan blive et foregangsland og sætte en udvikling i gang, hvor det vil spire med nye virksomheder, der vil udvikle nye services og produkter til at blive afsat på et endnu større marked. Vejen er dermed banet for en ny vækstmotor.

Måske også noget for dig