Pippi-doktrinen: Hvad jeg lærte som direktør for en dag i Microsoft Danmark

CEO x 1 dag har været en lærerig oplevelse for mig. En dag, som jeg gik ind til med lige dele spænding og mystik – for hvad laver en CEO egentlig, og er de mon gjort af et særligt direktørstof? Det satte jeg mig for at undersøge og samtidig dele ud af mine erfaringer efter at have været i Marianne Dahl Steensens stiletter for en dag.

 

Af: Zainab Alatraktchi

Den 16. marts havde jeg fornøjelsen af at følge Marianne Dahl Steensen som direktør for en dag i Microsoft Danmark, som et led i CEO x 1 Day-initiativet af headhuntingsfirmaet Odgers Berndtson. Dagen manifesterede sig i oplæg, talentudvikling, partnermøde, interne projektbriefings, IT Branchens Årsmøde og et lynvisit af statsministeren sammen med Marianne.

Mine mange spørgsmål og nysgerrighed blev altid mødt af en oplagt og smilende Marianne med højt humør og stort overskud til trods for pludselige ændringer i hendes godt fyldte kalender. Marianne afmystificerede hurtigt mit mest presserende spørgsmål.

Hun introducerede mig til ”Pippi-doktrinen”, der byder på to leveregler: 1) Det har jeg aldrig prøvet før, så selvfølgelig bliver jeg god til det og 2) når man er meget stærk, skal man være meget sød. Jeg erfarede hurtigt, at Marianne efterlevede, at man som stærk direktør også skal være meget sød – og meget omstillingsparat. Det samme afspejlede sig i resten af medarbejderne, jeg mødte.

Microsoft var mit oplagte valg som virksomhed. Som en del af en digitalt indfødt-generation, hvor telefonen er så inkarneret en del af mit liv, at den efterhånden er en naturlig forlængelse af mit korpus, forekommer digitaliseringen ikke som en revolution, men som en selvfølgelighed. Digitaliseringen rummer også utallige muligheder og potentiale. Jeg var derfor helt sikker på, at jeg ville følge en virksomhed og CEO, der netop har sat sig i front for den kamp for digitalisering.

Jeg er blevet opfordret til at give Microsoft mine umiddelbare anbefalinger, og de kommer her:

  • Et opgør med mageligheden vil sikre væksten

Digitalisering fordrer et nyt mindset: Et opgør med mageligheden. En af de sværeste samfundsudfordringer, vi har, er vores bekvemmelighed. Det er ikke nogen ambition, og det er ikke den mentalitet, der vil gøre Danmark førende som nation. Man kan ikke bygge vækst på bekvemmelighed, ikke på dyrkelsen af det middelmådige. Hvis ikke vi har noget, der holder os på tæerne, så innoverer vi ikke. Digitalisering og innovation går hånd i hånd og derfor er vi nødt til at gentænke vores magelighed.

  • Sammensmeltning mellem roller nødvendiggør større synergier mellem Microsoft Development og Microsoft Danmark

På samme måde som akademiske jobs kræver velfunderede computerevner som den største selvfølge, vil alle fremtidige job have et dataanalytisk- og kodningsmæssigt islæt. På samme måde som medarbejdere uden IT baggrund skal tilegne sig kodningsevner, vil IT-specialisterne være nødt til at blive bedre til at kontekstualisere deres arbejde. Free seating og tværgående teams peger allerede i denne retning, men der forekommer fortsat et skel mellem udviklerne og de mere corporate-orienterede i Microsoft. I takt med at alle virksomheder transformeres til datavirksomheder, vil et øget samspil mellem development og corporate afdelingerne i Microsoft skabe bedre muligheder for at kapitalisere på synergierne mellem specialisterne og generalisterne.

  • Den særlige Microsoft-kultur er unik – og fokus på medarbejderen er helt i tråd med den nye generations mentalitet

Den unge generations mentalitet afføder andre krav og ønsker til en fremtidig leder og arbejdsplads. En tur gennem Microsofts moderne faciliteter med en (velrealiseret!) free seating politik, åbne flader, transparente glasvægge og udkig til etagerne både over og under en, afspejler med al tydelighed en kultur, der er dynamisk, imødekommende og åben. Min dag som meddirektør bød på talentudviklingssamtaler, hvor Marianne og andre i Microsofts topledelse drøftede, udfordrede og støttede udvalgte Microsoft-talenters ambitioner. Et indblik i Mariannes travle arbejdskalender viste, hvor meget tid hun brugte på sine medarbejdere. Det forbløffede mig. Denne helt særlige Microsoftkultur er uden tvivl en styrke, der passer til den kommende ”mig-mig-mig”-generations krav om selvrealisering og stræben efter indflydelse. En generation, der lægger større vægt på impact og finde mening i sit arbejde end på at opnå titler på prædefinerede roller.

Tak for nu

Jeg fik et privilegeret indblik i en direktørs og en digitaliseringsfrontløbers udfordringer og er storsmilende og mættet med indtryk. En direktør er ikke nødvendigvis gjort af et særligt stof, erfarede jeg, men er man stærk og samtidig sød med mod på nye og forskellige udfordringer, så kommer man langt. Og så kan hun også bande og grine højt – ligesom alle andre.

Tusind tak Microsoft for at give mig denne fantastiske mulighed og få et kig Behind the Surface.

Det var en kæmpe fornøjelse!

Jeg nød hvert et øjeblik og vil tage oplevelsen med mig i fremtiden.

/Zainab

Måske også noget for dig