Danske studerende bruger machine learning til at spå virksomheders fremtid

Hvordan kan big data og machine learning benyttes til at forudse virksomheders udvikling? Det kom studerende fra danske universiteter med fem bud på i konkurrencen Business Analytics Challenge arrangeret af Danske Bank, KMD, Microsoft Danmark og Erhvervsstyrelsen står bag. Vindergruppen fra Københavns Universitet præsenterede en model, der kan være med til at forudse, hvilke virksomheder, der har størst risiko for at gå konkurs.

 

Fire studerende fra Københavns Universitet vandt konkurrencen Business Analytics Challenge 2017 og 75.000 kroner ved at præsentere en ny model, der kan forudse danske virksomheders risiko for at gå konkurs. Modellen giver også en oversigt over danske byer, hvor det er mest rentabelt at starte virksomhed indenfor specifikke brancher.

Ved hjælp af machine learning kombinerede de fire studerende 700.000 årsrapporter fra danske virksomheder inden for de seneste tre år, og deres ambition er nu at få modellen udbredt til forskellige dele af dansk erhvervsliv.

”Det var ærefrygtindgydende at have alle danske virksomheders regnskaber liggende og danne noget meningsfuldt ud af en så stor datamængde. Vi opfandt en model til at sammenligne hele erhvervslivets performance, som gør det muligt at vurdere risikoen for konkurs og muligheden for at få succes inden for forskellige geografiske og industrispecifikke områder i Danmark. Om du er en bank, en bilforhandler eller en detailforretning, kan den bruges. Det har givet os blod på tanden til at få modellen udbredt,” siger Nikolaj Thams, der sammen med sine medstuderende Simon Harmat, Lasse Petersen og Sebastian Pedersen vandt Business Analytics Challenge 2017.

I konkurrencen deltog studerende fra Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Copenhagen Business School, IT-Universitet i København og Aarhus Universitet. De fik stillet anonymiserede data til rådighed fra blandt andre Danske Bank, Det Centrale Virksomhedsregister – CVR, Plandata, Tinglysning, Smiley-ordningen, BBR, ESR, årsregnskaber og Trustpilot.

Fokus på unges arbejde med intelligent teknologi
Bag initiativet står Danske Bank, KMD, Microsoft Danmark og Erhvervsstyrelsen. I fællesskab ser de virksomhedernes evne til at analysere store mængder data som et vigtigt konkurrenceparameter i udviklingen af produkter, services samt til at træffe strategiske beslutninger.

– Fremtiden handler om at kunne skabe mening og værdi ud af komplicerede datamængder og anvende den viden til at forudsige tendenser i markedet og yde bedre service over for sine kunder, siger Marianne Dahl Steensen, adm. direktør i Microsoft Danmark.

“Fremtiden handler om at kunne skabe mening og værdi ud af komplicerede datamængder og anvende den viden til at forudsige tendenser i markedet og yde bedre service over for sine kunder. Det er vigtigt, at de studerende opnår indsigt i dette felt, så de er klædt godt på til fremtidens arbejdsmarked, og jeg var meget imponeret over de studerendes mange konkrete og kreative løsninger til Business Analytics Challenge 2017,” siger Marianne Dahl Steensen, adm. direktør i Microsoft Danmark.

Adm. direktør fra Microsoft Danmark, Marianne Dahl Steensen, sad i dommerpanelet med Danske Bank og KMD

Hos Erhvervsstyrelsen, som også bidrager med data til konkurrencen, mener man, at det er vigtigt for hele samfundet at øge brugen af data i dansk erhvervsliv.

“Erhvervsstyrelsen ser et meget stort potentiale i mere udnyttelse af data og datadreven forretningsudvikling. Det er centralt, at danske virksomheder kan opfange og navigere i de udviklinger og ændringer, der sker i de markeder, de opererer i. Offentlige data kan sammen med private data være med til at give denne indsigt, og derfor bidrager Erhvervsstyrelsen til denne challenge,” siger Katrine Winding, vicedirektør i Erhvervsstyrelsen.

Et konkurrenceparameter for fremtidens virksomheder
Virksomhederne har især været nysgerrige efter at se, hvad den nye generation af dataanalytikere kan finde frem til, når de får stillet data og intelligent teknologi til rådighed.

“Virksomhedernes evne til at analysere store mængder af data bliver et ekstremt vigtigt konkurrenceparameter, når vi eksempelvis skal udvikle produkter og services, der er relevante for vores kunder. Det er en stærk global trend, og det bliver super vigtigt for danske virksomheder, at vi får uddannet flere unge med denne type kompetencer. I dag så vi nogle bud, som vi hos Danske Bank kan lade os inspirere af,” siger direktør Jesper Nielsen fra Danske Bank Personal Banking.

For KMD giver det god mening at stille de relevante data til rådighed for studerende, som uddanner sig til at arbejde med big data.

“Der er stor efterspørgsel på personer, der er specialister i at arbejde med omfattende datamængder, og derfor er det vigtigt, at især de unge også får mulighed for at uddanne sig til de nødvendige kompetencer. Konkurrencen gav de studerende mulighed for at arbejde med data fra den virkelige verden, som de færreste har adgang til. Det var spændende at se, hvordan de brugte deres analytiske kompetencer til at anvende information management i en konkret udfordring,” siger Eva Berneke, adm. direktør i KMD.

Finaleeventen blev afholdt den 26. juni i Danske Bank-koncernens Kuppelsal, hvor juryen inspireret af DR-programmet Løvens Hule blev præsenteret for fem løsninger fra fem forskellige grupper af studerende, der skulle spå virksomheders udvikling.

Om Business Analytics Challenge 2017
Business Analytics Challenge er en konkurrence for universitetsstuderende, som vil prøve at arbejde med data fra den virkelige verden. Danske Bank, KMD, Microsoft Danmark og Erhvervsstyrelsen står bag konkurrencen, hvor studerende arbejdede ud fra spørgsmålet: Kan du forudsige en virksomheds fremtid? Til at løse opgaven fik de stillet store mængder af data fra offentlige registre samt anonymiserede bankdata til rådighed.

Under finalen den 26. juni præsenterede de studerende løsninger for et dommerpanel bestående af Jesper Nielsen, direktør i Danske Bank Personal Banking, Eva Berneke, adm. direktør i KMD og Marianne Dahl Steensen, adm. direktør i Microsoft Danmark. Vinderen af konkurrencen vandt en præmie på 75.000 kroner samt jobsamtaler hos Danske Bank og KMD, mens 2. og 3. pladsen vandt præmier på 50.000 kroner og 25.000 kroner.

Læs mere om konkurrencen på danskebank.dk/BAC2017.