Nyt partnerskab mellem Microsoft og SAP: Danske virksomheder får nemmere ved at drive forretning i skyen

Nyt partnerskab mellem Microsoft og SAP skal sætte turbo på danske virksomheders digitale transformation.

Danske virksomheder skal have en klar og sikker vej til at drive forretningsinnovation i skyen. Det var budskabet, da Microsoft og softwarevirksomheden SAP i denne uge annoncerede, at de går sammen i et nyt partnerskab for at forene de digitale løsninger fra SAP med Microsofts cloudløsning, Azure. Fremover vil de to it-virksomheder arbejde tæt sammen om at udvikle digitale løsninger og samtidig etablere en fælles supportenhed, så kunderne får den bedste oplevelse, når de flytter forretningen i skyen.

SAP-programmer bliver integreret i Microsoft Azure

SAP er en global it-virksomhed, der leverer digitale løsninger inden for blandt andet økonomi, kundeoplevelser og håndtering af medarbejdere til mere end 300.000 virksomheder i 19 lande.

Når det nye partnerskab træder i kraft, bliver SAP’s cloudservice, SAP HANA Enterprise Cloud, integreret i Microsoft Azure, så danske virksomheder fremover kan køre programmer med S/4HANA sikkert og kontrolleret i skyen. Herudover vil S/4HANA gennem Azure være med til at drive alle Microsofts interne finansielle processer, mens SAP vil flytte sine kritiske interne systemer til Azure. De to partnere håber, at virksomheder vil få mere ud af både SAP-programmerne og fordelene ved at køre al data i skyen.

”Partnerskabet er en vigtig del af vores cloud-strategi, hvor vi ser, at flere og flere virksomheder flytter deres forretningskritiske systemer og data i skyen for at digitalisere forretningen. Vi er allerede i dialog med flere danske virksomheder om at køre SAP S/4HANA på Azure, som vil gøre det nemmere for dem at strømline deres processer og skabe nye services og produkter,” siger Nana Bule, direktør for Marketing & Operations, Microsoft Danmark.

Nordiske lande fører an i cloud-kapløbet

I gennemsnit har 21 procent af virksomhederne i EU anvendt cloudtjenester i 2016, ifølge de seneste tal fra Eurostat*. Danmark ligger på en tredjeplads i EU efter Finland og Sverige, da 42 procent af danske virksomheder anvendte cloudteknologi i 2016. SAP Danmark ser frem til at understøtte tendensen gennem det udvidede samarbejde med Microsoft:

“Vi er begejstrede over muligheden for at kunne tilbyde det bedste fra SAP S/4HANA på Azure. Undersøgelser viser, at de nordiske lande allerede har førertrøjen på i kapløbet om cloud-implementering, og vi ser frem til at kunne være med til at drive den digitale transformation i skyen for endnu flere samarbejdspartnere og kunder i fremtiden”, forklarer Anders Feddersen, Country Manager i SAP Danmark.

Microsoft vil benytte SAP til intern drift

Både SAP og Microsoft vil benytte SAP S/4HANA i Azure til deres interne drift. Microsoft transformerer sine interne systemer og vil blandt andet implementere SAP S/4HANA Finance til at køre i Azure. Microsoft planlægger samtidig at koble SAP S/4HANA til Azure AI og de tilhørende analyseværktøjer for at gøre økonomirapportering mere effektiv. SAP migrerer mere end et dusin forretningskritiske systemer til Azure i håbet om at opnå en øget effektivitet og fleksibilitet. Det inkluderer den SAP S/4HANA-software, som understøtter SAP-virksomheden Concur.

Begge virksomheder vil dokumentere de interne projekter, så de kan guide andre virksomheder til at udrulle SAP-programmer i Azure. Ifølge Microsoft og SAP vil flytningen af SAP-programmer til Azure give kunderne det bedste fra to verdener: programstyring og -ekspertise fra SAP og en global og sikker cloud fra Microsoft Azure, inklusive en lang række andre Microsoft cloud-services.

Tags: , , , , , ,

Måske også noget for dig