Maersk Drilling og Microsoft i nyt samarbejde mellem borerigge og cloudteknologi

a white rig in water

Et nyt samarbejde mellem Maersk Drilling og Microsoft gør det muligt for en tekniker på en borerig at fjerne papirtung administration ved at bruge en speciel HoloLens-brille, der mixer virkeligheden med et digitalt lag koblet til skyen. Projektet er en del af Maersk Drillings innovationsinitiativ, der udvikler digitale løsninger til virksomhedens flåde af borerigge.

Det startede med en ambitiøs drøm om at omsætte 30.000 datapunkter fra rør, ventiler og tunge stålkonstruktioner på en Maersk Drilling-borerig på åbent hav til et virtuelt scenarie, hvor en tekniker får instrukser fra sin Microsoft HoloLens-brille og blot behøver at blinke med øjnene for at markere, at opgaven er løst.

Nu er projektet – som kobler Mixed Reality sammen med den nyeste cloudteknologi – i gang med at blive realiseret.

”Projektet er en del af vores overordnede digitale innovationsinitiativ, hvor vi sidste år nedsatte en særlig enhed, der har ansvaret for at udvikle digitale løsninger. Mixed Reality-projektet var én af de første ideer, der kom på bordet, og tiden fra idé til prototype har været enormt kort,” siger Marika Reis, Head of Innovation i Maersk Drilling.

Skal øge effektiviteten og sikkerheden
Maersk Drilling opererer globalt og har pt. 24 rigge med løbende behov for vedligeholdelse og eftersyn. Virksomheden er i fuld gang med at udvikle nye digitale løsninger, der bl.a. integrerer Microsofts teknologi og eksempelvis kan simplificere komplekse inspektionsopgaver ved at levere relevante data direkte ind i et Mixed Reality-miljø.

Marika Reis fra Maersk Drilling forklarer videre:

”Med intelligent brug af teknologi kan vi øge effektiviteten og sikkerheden på vores rigge, eksempelvis når HoloLens-brillerne hjælper medarbejderen med at huske at tjekke samtlige inspektionspunkter. Samtidig bliver de enkelte opgaver mindre tidskrævende, fordi vi fuldstændig kan eliminere papirarbejdet og i stedet kan markere et punkt som sikkert ved at blinke med øjet – helt bogstaveligt talt. Når vi står på åbent hav og skal udføre de samme inspektioner igen og igen, kan brillen hjælpe os med at holde fokus, forudse risici og reagere øjeblikkeligt. Og det er blot én konkret anvendelse af en teknologi, der lover meget mere.”

a picture of a rig in water and inside it

Borerig koblet til skyen
Teknologien bag den krævende håndtering af de tusinder af datapunkter kører gennem Microsofts cloudplatform, Azure. Koblingen mellem Azure og Mixed Reality bliver i Danmark et state-of-the-art-eksempel på, hvordan den virkelige og virtuelle verden smelter sammen på fremtidens arbejdsplads, fortæller Frederik Braun, direktør for enterprise, Microsoft Danmark.

“Vi er meget begejstret over, at Maersk Drilling vælger at satse på den nyeste cloudteknologi, og vi ser samarbejdet som endnu en milepæl på det danske marked. Det er et godt eksempel på, hvordan teknologi kan komme til at styrke de ansatte til at træffe beslutninger på baggrund af data. Maersk Drilling vil med den nye teknologi kunne anvende data i realtid til at forudse mulige scenarier og tendenser, og det bliver en altafgørende kompetence for fremtidens produktionsvirksomhed,” siger Frederik Braun.

Det er det interaktive konsulenthus Kanda, der har udviklet teknikken til at mappe de mange scenarier, der kan styrke og effektivisere vedligeholdelsen og driften af platformen.

”Projektet er banebrydende, fordi det demonstrerer innovativ brug af teknologi i det udfordrende arbejdsmiljø på en borerig. Vi brænder for at bringe innovativ teknologi til markedet på en hurtig og agil måde, og det tætte samarbejde med Maersk Drillings nye Innovation Hub har gjort, at vi har reduceret time-to-market på projektet markant,” siger Kristian Emil Andreasen, direktør, Kanda.

Involverer brugerne og optimerer driften
Sideløbende med de virtuelt forbedrede sikkerhedsinspektioner har Maersk Drilling blandt andet testet en såkaldt ”digital twin”-model, hvor Microsoft HoloLens-brillerne bliver brugt til at samarbejde interaktivt med virksomhedens kunder. Ved at bygge en virtuel model af hver borerig og koble den sammen med et feed af live-data fra riggen, kan Maersk Drilling give kunden et langt mere detaljeret indblik i boreoperationen. Virksomheden har tidligt involveret udvalgte kunder i projektet, og tilbagemeldingerne har været særdeles positive.

Og drømmen stopper ikke der. Maersk Drilling ser HoloLens-teknologien som en væsentlig del af fremtidens virtuelle borerig, hvor besætningen kan bruge brillerne til at agere med den digitale platform, der vil styre alle dele af driften. Ved at udnytte Mixed Reality-teknologiens muligheder for at lægge et digitalt lag oven på det, man ser i den fysiske verden, giver brillen mulighed for at modtage dataanalyser og indsigter i realtid.

”Vi ser Mixed Reality som potentielt en afgørende komponent i forhold til at skabe et fuldstændig papirfrit arbejdsmiljø med et helt gnidningsfrit samarbejde mellem alle led i kæden. Drømmen er en hverdag ombord på riggen, hvor alle hele tiden kan få aktuelle informationer om, hvad der sker, og hvad alle kollegaer gør, og på den måde kan optimere alle handlinger. Med udgangspunkt i medarbejdernes behov og de konkrete opgaver bygger vi et system, som kan blive et afgørende konkurrenceparameter for os i fremtiden,” siger Marika Reis fra Maersk Drilling.

——

Yderligere information:

  • Hvad er Mixed Reality?
    Mixed Reality er en kobling mellem virtual reality og augmented reality, der blander virkeligheden med et digitalt lag. Det sker gennem de såkaldte Microsoft HoloLens-briller, der viser informationer og data om den virkelighed, man kigger på.Det er også muligt at tilføje 3-dimensionelle elementer til virkeligheden i form af hologrammer i brillen. Resultatet er en oplevelse, hvor virkeligheden og det digitale lag smelter sammen hos brugeren.

Kontakt:
Maersk Drilling, Communication Partner & Press Officer, Kristoffer Apollo, +45 2790 3102, [email protected]

Microsoft Danmark, pressechef, Oliver Gunner, +45 2856 2322, [email protected]

Kanda, CEO, Kristian Emil Andreasen, + 45 27514218, [email protected]

Måske også noget for dig