Microsoft vil træne erhvervsledere i kunstig intelligens

Photo of six people in a meeting room
Danske virksomheder er blandt de førende i Europa inden for brug af kunstig intelligens, men mange sidder stadig fast i pilotfasen. Nu bliver det muligt for erhvervsledere at få målrettet træning i kunstig intelligens via en ny online AI Business School, som Microsoft står bag.

Et nyt initiativ skal være med til at udbrede kunstig intelligens i både danske og internationale virksomheder. AI Business School, som Microsoft netop har lanceret i Danmark og på verdensplan, giver erhvervsledere konkret indsigt i, hvordan man udvikler og implementerer kunstig intelligens i forretningen, hvordan de nødvendige kulturelle forandringer stimuleres og ikke mindst, hvordan teknologien bruges forsvarligt i forhold til etik og datasikkerhed.

Blandt de største danske virksomheder er kunstig intelligens godt på vej til at blive en del af kerneforretningen i stedet for blot isolerede projekter i it-afdelingen. Det var en af hovedkonklusionerne i en rapport, som Microsoft Danmark udgav i oktober sidste år i samarbejde med konsulenthuset EY. Her blev 25 af de største danske virksomheder (heriblandt A.P. Møller Mærsk, Ørsted, Novo Nordisk og Carlsberg) sammen med en lang række virksomheder fra andre lande i Europa spurgt til deres brug af kunstig intelligens i undersøgelsen Artificial Intelligence in Europe. Rapporten viste dog også, at mange stadig sidder fast i pilotfasen og har svært ved at implementere teknologien i forretningen. Det kan de nu få hjælp til gennem initiativet, AI Business School.

Photo of landscape and AI

Stort behov for mere indsigt og træning i kunstig intelligens
På globalt plan er der stort behov for mere viden og målrettet træning i brug af kunstig intelligens. Således er en del af baggrunden for lanceringen af Microsofts AI Business School, at Forbes i en ny analyse blandt 305 erhvervsledere konkluderer, at hele 92 pct. anerkender vigtigheden af at have en strategi for kunstig intelligens, men at kun halvdelen har et tilstrækkeligt overblik over teknologien og dens muligheder.

Den manglende viden om kunstig intelligens blandt mange erhvervsledere er en afgørende barriere for, at teknologien for alvor kan få luft under vingerne i en international kontekst. Microsoft har lanceret det nye initiativ for at adressere og imødekomme netop denne udfordring.

Initiativet er en del af et øget globalt fokus på de nye muligheder, som kunstig intelligens skaber, herunder behovet for undervisning i, hvordan vi som samfund bedst tager teknologien til os. I Finland har man valgt at fokusere på AI-undervisning til den brede befolkning gennem et gratis kursus, som 140.000 personer indtil videre har skrevet sig op til. Hos Microsoft støtter man det finske initiativ og mener samtidig, at virksomhederne spiller en helt central rolle for udvikling og prioritering af det strategiske arbejde med kunstig intelligens.

For yderligere spørgsmål, kontakt Pressechef i Microsoft Danmark, Oliver William Gunner, tlf. 28 56 23 22 eller [email protected]

 

Om AI Business School
Træningsprogrammet er gratis, online-baseret og målrettet erhvervsledere. Det er udviklet af Microsoft i samarbejde med den internationalt anerkendte franske business school INSEAD. Programmet består af 10 case-studier, 5 akademiske lektioner, 5 praktiske guides, 15 videoer med inspiration fra andre erhvervsledere og 7 ’talks’ om teknologi. De overordnede temaer er strategi, kultur, ansvarlighed og teknologi.

Læs mere om initiativet og tilmelding her.

Måske også noget for dig