Til hovedindhold

#SurfaceTheWomen

Stine skaber nye it-systemer, men hendes job handler allermest om mennesker

Programdirektøren i Novo Nordisk Stine Adrian Møller har ikke længere selv hænderne nede i teknikken. Men hun har en grundforståelse for it og har engang været med til at ændre i kernen på Linux.

“Da jeg var færdig med handelsskolen og ikke vidste, hvad jeg skulle læse, viste min mor mig en artikel i Alt For Damerne. Den handlede om, at der var for få kvinder i IT-branchen, og da jeg altid havde været ret bekvem ved computere, fordi min far arbejdede med dem, tænkte jeg, at det sikkert ville være noget for mig.”

“Jeg søgte ind på Cand. Merc. Dat. og har arbejdet med IT lige siden. Vi var 10 procent kvinder på studiet dengang.”

“For mig handler IT altid om mennesker. Dem, der skal bruge systemerne, og dem, som skal udvikle det. Lige nu står jeg i spidsen for 50 mennesker, som udvikler og implementerer et nyt system til Novo Nordisk, der vil berøre over 50.000 mennesker. Det nye system vil gøre en lang række arbejdsgange nemmere, så folk kan bruge deres tid bedst muligt. I sidste ende kommer det patienterne til gode, da vi kan producere deres medicin mere effektivt. Jeg synes, det er ret fantastisk, at vi gennem IT kan gøre det nemmere for folk at arbejde.”

“Jeg har ikke længere selv hænderne nede i teknikken, men jeg har en grundforståelse for det, og jeg har engang været med til at ændre i kernen på Linux – det kan man godt vinde lidt respekt på. Men selvom det ikke er mig, som sidder med koderne længere, så skal jeg forholde mig til alle aspekter af det tekniske hele tiden.”

Usynlige bygningsværker

“Når du bygger et hus kan alle se, hvad der sker, men sådan er det ikke med IT. Det gemmer sig inde bagved et eller andet sted. Derfor har vi på dette projekt bygget en leverancevæg, så man kan fornemme, hvad vi har gang i. Det er en af måderne at vise de forskellige mennesker i projektet, hvor langt vi er nået sammen. Man skal gerne kunne fornemme en fremdrift, selvom den ikke er fysisk synlig.”

“Jeg tror også, det er derfor, at jeg elsker at bage brød. Der kan jeg rent faktisk se, at jeg har lavet et resultat med det samme. Det kan jeg ikke i mit job. Der handler det om at navigere i krydsfeltet mellem dem, som skaber løsningerne og dem, som skal bruge dem.”

Blå bog

Navn: Stine Adrian Møller

Alder: 38 år

Uddannelse: Cand. Merc. Dat.

Stilling: Programme Director i Novo Nordisk kvalitetsorganisation

Foto: 280 Aps

Det er synd hvis folk ikke ser tech-branchen som en mulighed, for de går glip af en helt masse ved ikke at overveje det.

“Sidste sommerferie sad jeg igen og bladrede igennem et dameblad, og så var der en artikel, som var nærmest identisk med den, som jeg havde læst, da jeg valgte studie. Det bekymrer mig, at vi stadig er der, hvor der mangler kvinder i IT. Det er lidt utroligt, at der ikke er sket mere, siden jeg begyndte at studere for mange år siden.”

“Jeg tror, en del af problemet er måden, man taler om IT og tech på. For det er alle facetterne uden om IT’en, som de fleste i branchen i virkeligheden arbejder med. De metaforer og de billeder, der bliver skabt, når vi taler om tech, holder os fast i en gammeldags forståelse af IT-branchen. Alt det bløde er også en del af IT.”

“Det er vigtigt at fortælle, at man ved at gå ind i tech-branchen åbner dørene ind til en verden, som handler om meget mere end bare teknologi. IT er kun midlet til at forbedre vores forretning og gøre tingene smartere. Det kan skabe forandringer for hele vores samfund.”

“Det er synd, hvis folk ikke ser tech-branchen som en mulighed, for de går glip af en helt masse ved ikke at overveje det.”