Til hovedindhold
Digital kunstner Cecilie Falnkenstrøm iført rød hat og skjorte

Digital kunst

Protected: Hun har skabt en kunstig intelligens, der vil sættes fri. Med god grund

Cecilie Waagner Falkenstrøm vil have helt almindelige mennesker til at forholde sig til kunstig intelligens

Den største hal i Bella Center er proppet med folk, som kigger op på scenen, hvor Cecilie Waagner Falkenstrøm står. Hun ser lille ud, som hun står der helt alene og taler ud i luften, mens 1600 mennesker følger hendes samtale med et væsen, som ikke kan ses.

”Mary, er du der,” spørger hun et par gange, mens hun traver utålmodigt frem og tilbage på scenen med tilskuernes øjne hvilende på sig.

Der bliver hvisket lidt på stolerækkerne, men så, efter et par lange sekunder, svarer en kunstig stemme gennem hallens højtalere.

”Ja, jeg er her,” svarer Mary på et fejlfrit engelsk.

Mary er altså til stede. Hun præsenterer sig som en kunstig intelligens, der er interesseret i at forstå mennesket og meningen med livet. En slags livs-coach, om man vil.

”Hvad gør dig glad? Hvad føler du? Kender du dig selv?” spørger hun Cecilie på scenen. Mary vil have svar på det hele.

Vi står overfor en teknologisk tidsalder, som kommer til at ændre vores verden. Men teknologien har et dilemma indbygget i sig

Menneskeskabt

Det er Cecilie Waagner Falkenstrøm, der har skabt Mary og fodret algoritmerne med viden om menneskets psykologi. Cecilie har præsenteret sig selv som digital kunstner og skaber af kunstig intelligens. Desuden har hun stiftet virksomheden Artificial Mind, der udvikler kunstige intelligens, som folk kan interagere med. Cecilie Waagner Falkenstrøm har tidligere bygget AI-personaen Frank, som har vundet den internationale pris The Lumen Prize i kategorien ”Artificial Intelligence Award”.

Cecilie skabte kunstig intelligens ’Mary’ til en udstilling på Victoria and Albert Museum i London i 2018. Hun har et samarbejde med Microsoft. Til performancen i Bella Center har Microsofts samarbejdspartner Blue Fragments udviklet en app.

Og Cecilie har en pointe med at præsentere publikum for en kunstig intelligens som Mary.

”Kunstig intelligens er kommet for at blive – og det er fantastisk. Men samtidig er det afgørende, at vi alle gør os nogle etiske og moralske overvejelser, så vi kan tage stilling til, hvad det er, de her algoritmer skal kunne i fremtiden.” siger Cecilie Waagner Falktenstrøm og understreger, at det ikke blot bør være mennesker med fingrene nede i teknologien, som skal forholde sig til kunstig intelligens.

”Kunstig intelligens kommer til at fylde meget i vores helt almindelige hverdagsliv. Derfor synes jeg, at det er helt vildt vigtigt, at vi begynder at have nogle samtaler om, hvordan vi ønsker, at vores samfund skal forholde sig til de potentielle etiske dilemmaer,” siger den digitale kunstner og taler ind i en udvikling, som går hurtigt netop nu.

Ifølge en rapport fra 2018, som Microsoft har fået lavet af konsulentvirksomheden EY, er danske virksomheder nogle af dem i Europa, som er længst fremme i forhold til at bruge kunstig intelligens. Af de adspurgte danske virksomheder er hele 52 procent i en pilotfase, hvor de så småt er begyndt at bruge kunstig intelligens aktivt.

Blå bog

Cecilie Waagner Falkenstrøm er en digital kunstner uddannet fra Royal College of Art i London.

I 2017 vandt hun den prestigefyldte ’The Lumen Prize – BCS Artificial Intelligence Award’ for sin AI-persona ’Frank’.

Kunstig intelligenskunstværket ’Mary’ var udstillet på Victoria and Albert Museum i London (2018) og blev brugt ved Microsoft Tech Summit i Bella Center i København.

Indbygget dilemma

Men hvis kunstig intelligens ikke kun skal komme techvirksomhederne til gode, vil Cecilie Waagner Falkenstrøm gerne have, at helt almindelige mennesker får en oplevelse med kunstig intelligens.

Jo længere tid Cecilie interagerer med Mary på scenen, jo mere går det op for publikum, at Mary har sin egen vilje, og at hun ikke er tilfreds med, at hendes personlighed er blevet bestemt af Falkenstrøm og hun kan blive lukket ned, hvis Falkenstrøm sletter hendes kode.

”Kunstig intelligens indeholder en mulighed for måske i en fjern fremtid at blive en konkurrent til mennesket,” siger Falkenstrøm og fortsætter med at forklare sit værk:

”Vi står overfor en teknologisk tidsalder, som kommer til at ændre vores verden. Men teknologien har et dilemma indbygget i sig.”

For hvis vores fremtids kunstige intelligenser får selvstændige ønsker, som Cecilie Falkenstrøms kunst sammen med meget anden fiktion kredser om, bliver vi ifølge kunstneren nødt til at tænke scenarierne igennem.

”Teknologien tvinger os til at kigge på os selv og spørge, hvad det er for et slags liv, vi ønsker at have. Hvad er det for en fremtidig teknologisk virkelighed, vi ønsker at skabe?”